Gå til hovedindhold
Artikler

Midt- og Vestjylland samt Svendborgbanen

Transportministeriet og GoCollective (tidligere konsortiet Arriva Danmark A/S og Arriva Tog A/S) indgik 4. februar 2019 aftale om togtrafikken i Midt- og Vestjylland samt på Svendborgbanen. Trafikken køres af GoCollective.

18. mar. 2024
Et Arriva-tog i retning mod Herning holder ved en station

Foto: Arriva

Indhold

    Kontrakten med bilag og tillægskontrakter findes længere nede på siden.

    Transportministeriet har ansvaret for at følge op på, om GoCollective leverer de trafikale ydelser, som de efter kontrakten er forpligtet til.

    Fakta om kontrakten

    Togtrafikken i Midt- og Vestjylland har været udbudt tre gange, og udbudspakken blev senest udvidet med bl.a. Svendborgbanen. GoCollective har vundet både det første udbud (2003-2010), det andet udbud (2010-2018/2020) og det tredje udbud (2020/2028). GoCollective overtog dermed betjeningen af Svendborgbanen fra DSB i december 2020.

    Den samlede trafik er på ca. 11,5 mio. togkilometer årligt.

    Kontrakten løber over otte år fra december 2020 til december 2028. Transportministeriet har desuden option på at forlænge kontrakten med op til yderligere to år frem til december 2030.

    Kontrakten er en nettokontrakt, hvor GoCollective modtager billetindtægterne fra passagererne.

    Desuden modtager GoCollective en på forhånd fastsat kontraktbetaling fra staten. Den samlede kontraktsum for perioden 2020-2028 er på ca. 1,6 mia. kr. (prisniveau 2016).

    Hertil kommer, at kontrakten bygger på en incitamentsstruktur med et variabelt vederlag, hvor GoCollective ved høj operatørpunktlighed og høj kundetilfredshed kan opnå økonomisk bonus. Omvendt skal GoCollective betale bod, hvis operatørpunktligheden eller kundetilfredsheden er under et vist niveau. Desuden skal GoCollective betale en bod på 1.200 kr. (2016-pl) for hver aflyst ankomst, som GoCollective bærer ansvaret for.

    GoCollectives operatørpunktlighed opgøres hver måned og offentliggøres på GoCollectives hjemmeside (https://gocollective.dk/trafikinformationer/punktlighed/).

    Du kan læse mere om GoCollective på deres hjemmeside (https://gocollective.dk/).