Gå til hovedindhold
Artikler

Færgebetjeningen af Samsø-Kalundborg

Færgetrafik fra den 1. januar 2025 til den 31. december 2034

4. jan. 2023

Indhold

    Der er indgået en aftale om færgebetjeningen mellem Samsø og Kalundborg, der udføres fra den 1. januar 2025 til den 31. december 2034 på en 10-års kontrakt mellem Transportministeriet og Molslinjen A/S.

    Trafikken udføres under navnet SamsøLinjen (https://www.samsoelinjen.dk/).

    Molslinjen indsætter en nybygget større, elektrisk drevet færge med plads til 188 personbilsenheder. Med indsættelsen af en nybygget elektrisk færge bliver overfarten betjent af en moderne færge, hvor der er tænkt på alle bekvemmeligheder bl.a. gode adgangsforhold for handicappede og gangbesværede passagerer.

    Der vil minimum blive sejlet 3 daglige dobbeltture på ruten.

    Med et skift til en elektrisk færge mindskes CO2 og partikeludledningen for færgetrafikken Samsø-Kalundborg svarende til udledningen ved at producere strømmen til skibet. Dette giver en samfundsøkonomisk gevinst på 11,6 mio. DKK.

    Kontrakten er indgået efter udbud med underskrivelse den 14. september 2022. Kontrakten er en nettokontrakt, der betyder, at Molslinjen er ansvarlig for indtægter og udgifter forbundet med færgebetjeningen.

    Molslinjen modtager fra trafikstart og ind til kontraktens ophør et fast årligt tilskud på 35,2 mio. DKK (2022-prisniveau) per hele års færgetrafik fra Transportministeriet for samtlige af Molslinjens ydelser i forbindelse med færgebetjeningen af Samsø-Kalundborg ruten fra 2025-2034.

    Kontraktopfølgning

    Transportministeriet foretager løbende opfølgning af kontrakten mellem Transportministeriet og Molslinjen A/S om færgebetjeningen af ruten Samsø-Kalundborg.

    Transportministeriet følger løbende med i Molslinjen A/S' rettidighed, trafikomfang og belægning på overfarten, ligesom Transportministeriet gennemfører lejlighedsvise inspektioner på færgen.

    Transportministeriet godkender billetpriserne og sikrer, at billetpriserne ikke overstiger det niveau, der er fastsat via kontrakten.