Modulvogntog
Trafikministeriet har gennemført en analyse af de økonomiske gevinster ved at anvende længere kombinationer af lastbilenheder end dem, der er tilladt i dag.
Kørsel med lange lastbiler også kaldet modulvogntog indebærer, at et påhængsvogntogs max. længde forøges fra de nuværende 18,75 til 25,25 meter. Endvidere at den højest tilladte vogntogsvægt øges fra de nuværende 48 ton (40 ton i international trafik) til 60 ton.
Analyserne viser, at det er billigere for vognmændene og faktisk også lidt bedre for miljøet, hvis vognmændene kan få lov til at anvende modulvogntog. Og trafiksikkerheden vil ikke blive dårligere af at anvende modulvogntog, fordi de hver for sig kan erstatte flere almindelige lastbiler.
Indførelse af modulvogntog vil skabe behov for justeringer af vejnettet flere steder, f.eks. anlæg af omkoblingspladser, hvor almindelige vogntog kan samles til modulvogntog. Der er også nogle regionalpolitiske og konkurrencemæssige problemstillinger, fordi der med det nuværende vejnet kan opstå bekymring i byer og regioner, hvor modulvogntogene ikke umiddelbart får direkte adgang til at køre.
ISBN-nr: 87-91013-53-4