Infrastruktur og logistik i Øresundsregionen
ㅤ
Regeringens Økonomiudvalg besluttede i januar 1998 at iværksætte et arbejde, der skulle kortlægge generelle juridiske, tekniske og økonomiske barrierer for en erhvervsmæssig integration inden for Øresundsregionen, herunder hindringer for arbejdskraftens mobilitet i Øresundsregionen.
Økonomiudvalget nedsatte i den forbindelse et tværministerielt Øresundsudvalg, og der blev i forlængelse heraf nedsat en arbejdsgruppe vedrørende infrastruktur og transport/logistik.
Arbejdsgruppens opgave har været at analysere mulighederne for at fremme Øresundsregionen som et regionalt center for logistik og distribution m.v., herunder kombineret transport, ligesom den kollektive trafikbetjening samt takstniveauet for den private person- og godstransport (på Øresundsforbindelsen) skulle belyses. Desuden skulle den fysiske planlægning og infrastrukturudbygning, samt takst- og forsyningsaspektet for postvæsen og telekommunikation behandles.