Redegørelse om Trafiksikkerhed på de danske veje
Trafikministeren har udarbejdet en handlingsplan med en række konkrete forslag til, hvordan antallet af trafikulykker kan reduceres.
Handlingsplanen er regeringens opfølgning på Færdselssikkerhedskommissionens strategiplan fra juni 1996. I strategiplanen opfordrer Færdselssikkerhedskommissionen til, at de kommende års indsats koncentreres inden for fire nøgleområder: Indsatser mod ulykker på grund af for høje hastigheder, ulykker med spritkørsel, ulykker med cyklister og ulykker i kryds.
Samtidig opfordrer Færdselssikkerhedskommissionen de mange forskellige aktører i trafiksikkerhedsarbejdet til hver for sig at udarbejde en handlingsplan for de kommende års trafiksikkerhedsmæssige aktiviteter.
Regeringen finder, at Færdselssikkerhedskommissionens opfordring til at satse på de fire nævnte indsatsområder er et skridt i den rigtige retning med at målrette den fremtidige indsats på trafiksikkerhedsområdet. Trafikministeren vil med denne redegørelse fremlægge grundlaget for regeringens fremtidige trafiksikkerhedspolitik.