Aftale om En moderne jernbane
Forligspartierne bag den grønne transportpolitik fra januar 2009 har indgået en ny aftale om massive investeringer i den danske jernbane.
Aftalen betyder, at der anlægges en helt ny jernbane mellem København og Ringsted via Køge, og der anlægges dobbeltspor på Nordvestbanen mellem Lejre og Vipperød og i Sønderjylland mellem Vamdrup og Vojens. Parterne er også blevet enige om en omfattende renovering af Nørreport Stations fjerntogsperron.
Samtidig fremmes godstransporten på jernbanen med investeringer i kapacitetsudvidelser på kombiterminalerne i Høje Taastrup og Taulov, og der reserveres penge til en ny sporforbindelse ved Esbjerg havn og Nyborg.