Gå til hovedindhold
Nyhed

Transportministeren fjerner knap 40 procent af ministeriets hovedlove

Transportminister Thomas Danielsen fjerner knap 40 procent af Transportministeriets hovedlove. Derfor fremsættes i denne uge et lovforslag, der ophæver 76 hovedlove.

02. okt. 2024
Christiansborg set fra Stormgade en tidlig vintermorgen i halvmørke

Indhold

    - Jeg vil gerne have, at lovgivningen er så simpel og gennemskuelig som muligt. Vi skal ikke have mere lovgivning end højest nødvendigt. Det er til gene for både virksomheder og borgere. Derfor har jeg besluttet at fjerne overflødig lovgivning, siger transportminister Thomas Danielsen.

    Lovene tæller blandt andet anlægs- og projekteringslove af veje og jernbaner, som er anlagt. 

    Der er i dag 195 gældende såkaldte hovedlove på Transportministeriets område, og vedtages lovforslaget om ophævelse af de 76 gamle love, reduceres antallet af ministeriets love med knap 40 procent.

    Udover lovene ophæver transportminister Thomas Danielsen 132 cirkulærer, cirkulæreskrivelser, meddelelser og vejledninger. 

    Endeligt er 43 forskellige bekendtgørelser om køretøjers indretning og udstyr ophævet og erstattet af én samlet bekendtgørelse, som trådte i kraft 1. juli 2024.