Gå til hovedindhold

Motorring 3 skal teste støjreducerende asfalt

Nyt stort forsøg skal give mindre vejstøj på Motorring 3 og tre andre steder i landet.

8. maj 2024
Motorring 3 fotograferet fra broen på Park Alle, Brøndby

Indhold

    Støj er en plage for tusindvis af beboere langs de danske veje. Nu vil transportminister Thomas Danielsen teste, om såkaldt drænasfalt kan tage toppen af støjen på statsvejene. 

    Allerede til sommer begynder testen på Motorring 3, når Vejdirektoratet lægger syv kilometer ny asfalt i sydgående retning fra Frederikssundsvej til Holbækmotorvejen, gennem Rødovre, Glostrup og Brøndby kommuner.

    Asfalten har større mellemrum mellem sten i slidlaget og fungerer derfor på samme måde som et akustikloft, hvor hullerne opsuger lyden. Samtidig dræner det også vandet hurtigere, hvilket både giver positive effekter for trafikken i regnvejr og giver mindre støj for beboerne langs vejen. 

    - Det er en stor og vigtig opgave at begrænse vejstøjen, og derfor skal vi også handle, når der er mulighed for at gå nye veje. Der er gode eksempler fra blandt andet Holland på, at netop den her type asfalt kan tage 3-4 decibel af støjen, og det skal vi prøve af så hurtigt som muligt, siger transportminister Thomas Danielsen.

    Forsøget kommer efter, at forligskredsen bag Infrastrukturplan 2035 besluttede at undersøge en række mulige støjtiltag på Motorring 3. 

    Forsøget med drænasfalt strækker sig over halvandet år, hvor der udføres løbende test og målinger blandt andet af friktion, støjmålinger, glatførebekæmpelse med mere. 

    Den nye asfalt på Motorring 3 bliver lagt ud omkring sommerferien, og derudover er der udpeget følgende tre steder i landet, der skal testes:

    • M50 – Kliplev, Aabenraa Kommune
    • M70 - Nord for Randers, Randers Kommune
    • M20 - Vest for Køge, Køge Kommune

    Her vil der blive lavet strækninger på mellem 500 og 1000 meter. Vejdirektoratet forventer derfor at kunne vende tilbage i slutningen af 2025 med en evaluering af forsøget