Gå til hovedindhold
Nyhed

Flere ladestandere per elbil

Udrulningen af offentligt tilgængelige ladestandere går stærkt. Antallet af ladepunkter er næsten er fordoblet det seneste år, og der har ikke været så mange tilgængelige ladepunkter per elbil siden 2021.

13. maj 2024

Foto: Vejdirektoratet/Jens Genders

Indhold

    De nyeste tal viser, at udviklingen i offentligt tilgængelige ladepunkter igen overgår sig selv. Sammenligner man tallene fra første kvartal 2023 med tallene for samme kvartal i 2024 er antallet af ladepunkter gået fra 11.000 til 21.000, hvilket svarer til en stigning på 90 procent, og dermed næsten en fordobling på bare ét år.

    Samtidig viser tallene, at danskerne har lettere ved at få adgang til en ladestander. For kigger man på, hvor mange elbiler der er per antal ladepunkt, så er tallet nede på 10,7 elbil per ladepunkt. 

    - Antallet af offentlige tilgængelige ladepunkter stiger i alle egne af landet, og markedet er i rivende udvikling.  Tallene understreger, at vi er godt på vej mod den grønne omstilling på vejene, og det er også virkelig gode nyheder for nuværende og kommende elbilejere, der nu har lettere adgang til opladning på farten, siger transportminister Thomas Danielsen.

    I første kvartal af 2024 er ladeinfrastrukturen blevet udbygget i 95 procent af de danske kommuner. Den største stigning i antallet af ladepunker har fundet sted i Samsø efterfulgt af Faxe, Nyborg, Herlev og Thisted. 

    Herlev, Faxe, Gentofte, Nyborg, Helsingør og Skanderborg er samtidig nye på top-20 over kommuner med flest ladepunkter per 1.000 indbyggere. Tallene understreger også, at stigningen i antallet af ladestandere sker på tværs af landet, hvilket øger fleksibiliteten for bilister, der krydser landet i en elbil.

    Tallene viser også, at de kommuner hvor der er flest offentlige ladepunkter per 1.000 indbyggere er Samsø på førstepladsen, efterfulgt af Fanø, København og Høje Taastrup.