Gå til hovedindhold
Nyhed

Ekstra kontrol skal forebygge snyd med vejafgift

Regeringen er med finanslovforslaget klar til at sætte håndfast ind mod snyd ved at øge kontrollen af den kilometerbaserede vejafgift.

30. aug. 2024
Lastbil passerer grænsen mellem Danmark og Tyskland

Foto: Rene Strandbygaard

Indhold

    Regeringen foreslår med finanslovforslaget at afsætte ekstra midler til at indkøbe mere kontroludstyr for at styrke kontrollen med den kilometerbaserede vejafgift. Det skal sikre, at både danske og udenlandske lastbiler betaler vejafgiften, der træder i kraft ved årsskiftet. 

    Det er Sund & Bælt, der skal stå for opkrævningen, og regeringen lægger med finanslovforslaget for 2025 op til at afsætte ekstra 5,7 millioner kroner i 2025 og 3,8 millioner kroner årligt i 2026-2028 til flere mobile kontroller. Sideløbende bliver der arbejdet for, at bommen i fremtiden bogstaveligt talt skal gå ned, hvis en udenlandsk lastbil forsøger at komme over Storebæltsbroen med en ubetalt bøde for betaling af vejafgift i handskerummet. 

    - Den kilometerbaserede afgift må ikke blive konkurrenceforvridende, og derfor skal vi sikre, at alle betaler. Med flere mobile kontrolpunkter og fuldt stop for snyd over Storebæltsbroen sender vi et klart signal om, at reglerne skal overholdes, siger transportminister Thomas Danielsen.

    Den kilometerbaserede vejafgift træder i kraft 1. januar 2025, hvor lastbiler – typisk via en lille boks i stil med en Brobizz – skal betale for det antal kilometer, de kører på en del af det danske vejnet. Dermed kommer udenlandske lastbiler også til at betale deres del af udgifterne til for eksempel slid på vejene. For at sikre, at den regning bliver betalt, bliver der afsat ekstra penge til kontroludstyr. 

    Midlerne vil gå til at indkøbe ekstra kameraudstyr til de mobile kontrolpunkter og sikre ekstra bemanding, så der kan føres bedre kontrol med de afgiftspligtige vejstrækninger. Derudover vil Sund & Bælt arbejde på en løsning ved Storebæltsbroen, så det bliver muligt at stoppe udenlandske lastbiler med ubetalte bøder for at undlade at betale vejafgift. De kan så enten vende om eller betale bøden på stedet sammen med broafgiften.