Gå til hovedindhold
Nyhed
EU-puljer

Danmark modtager 1,478 milliarder kroner i EU-støtte til danske infrastrukturprojekter

EU’s medlemslande har på et møde den 16. juli 2024 godkendt Europa-Kommissionens indstilling til tildeling af støttemidler til europæiske transportinfrastrukturprojekter. For Danmarks vedkommende tildeles der støtte til infrastrukturprojekter med et samlet støttebeløb på 1,478 milliarder kroner.

5. jul. 2024

Foto: Femern A/S

Indhold

    EU-midlerne kommer fra EU’s infrastrukturfond Connecting Europe Facility (CEF), der støtter anlæg af infrastrukturprojekter på det transeuropæiske transportnet (TEN-T). TEN-T har til formål at styrke det indre marked ved blandt andet at fjerne flaskehalse og fremme mere effektive, grænseoverskridende transportkorridorer.

    Der har været stor konkurrence om EU-midlerne, hvor kun 94 ud af 296 ansøgninger er blevet godkendt til at modtage støtte.

    8 ud af 18 danske ansøgninger er blevet godkendt til støtte med et samlet støttebeløb på omkring 1,478 milliarder kroner.

    Den samlede ansøgningspulje, der fra dansk side kunne søges om støtte til ved seneste ansøgningsrunde, lå på omkring 26,3 milliarder kroner.

    Femern Bælt-forbindelsen modtager igen CEF-midler. Projektet tildeles ca. 1,188 milliarder kroner i støtte til det videre arbejde med anlæg af sænketunnellen. 

    Transportminister Thomas Danielsen udtaler følgende om resultatet af ansøgningsrunden:

    - At Femern Bælt-forbindelsen endnu engang modtager støtte understreger vigtigheden af forbindelsen. Tunnelen er vigtig både for Skandinavien og Centraleuropa, og støttemidlerne viser, at der er bred enighed om forbindelsens store betydning for det trans-europæiske transportnet - EU’s strategisk vigtigste transportinfrastruktur.

    En samlet oversigt over de danske projekter, der har modtaget støtte kan findes nedenfor.