Transportministeren indgår aftale med Sverige om lange lastbiler på tværs af grænsen
Der er enighed om de ekstra lange lastbilers potentiale for at nedbringe CO2-udledninger på begge sider af Øresund. Derfor har transportminister Thomas Danielsen indgået en aftale med sin svenske kollega om at lade ekstra lange og tunge lastbiler krydse grænsen.

Ekstra lange lastbiler tillader mere gods per køretøj, og det er godt for den grønne omstilling. I Danmark arbejdes der netop nu på en forsøgsordning med dobbelttrailere på op til 34 meter, som skal køre på en forsøgsstrækning mellem Høje-Taastrup og Aarhus fra årsskiftet. I Sverige er et lignende tiltag i gang, hvor både længere og tungere lastbiler sendes ud på de svenske veje allerede i år.
- De mange fordele ved lange lastbiler stopper ikke ved grænsen. Derfor giver det god mening at lade lastbilerne fortsætte videre til Sverige i stedet for at laste om. Det er min svenske kollega heldigvis enig i, og vi har givet hinanden hånden på, at de lange lastbiler må krydse grænsen, så længe de er lovlige på begge sider af Øresund, siger transportminister Thomas Danielsen.
Den politiske aftale blev underskrevet af de to ministre ved det uformelle rådsmøde i Barcelona den 22. september 2023.