Transportministeren åbner for ideer til bedre kollektiv transport
Alle gode ideer skal i spil, når regeringens kommende ekspertudvalg skal se på den kollektive transport.
I dag åbner transportminister Thomas Danielsen en postkasse for gode ideer til, hvordan den kollektive transport kan binde landet bedre sammen.
Målet er at få nye, skæve, anderledes og frem for alt konstruktive ideer. Ideerne skal bruges af det kommende ekspertudvalg, der skal give anbefalinger til en ny struktur for busbetjening i Danmark.
- Vi skal have hverdagens eksperter på banen. Vi bliver nødt at få bundet Danmark bedre sammen. Det kræver nytænkning, og her vil jeg gerne høre fra alle dem, der selv har udfordringerne inde på livet og har tænkt på, hvordan det kan gøres bedre, siger transportminister Thomas Danielsen.
Den digitale postkasse er åbnet på Transportministeriets hjemmeside – www.trm.dk. Her kan alle sende deres idéer og forslag til initiativer og tiltag, som kan styrke den kollektive mobilitet. Ideerne vil blive samlet i ministeriet og forelagt ekspertudvalget.
Med kommissorium for ekspertudvalg om kollektiv mobilitet i hele Danmark er rammerne sat for udvalgets arbejde, , der skal komme med anbefalinger til en ny struktur for den lokale kollektive transport. Den nye struktur skal understøtte dækningen for både byer og yderområder.
- Vi skal have både eksperter, erfaring og de krøllede hjerne med. Jeg vil inden for kort tid præsentere udvalget. Med postkassen for gode ideer vil der være frisk inspiration til opgaven, siger Thomas Danielsen.