Gå til hovedindhold
Nyhed

Transportministeren og kørerlærerforeningerne indgår aftale om initiativpakke på kørekortområdet

Transportminister Thomas Danielsen og kørelærerbranchen har netop indgået en aftale om 12 initiativer, der skal sætte eleven i centrum og løse udfordringen med mangel på køreprøver.

20. dec. 2023
Transportminister Thomas Danielsen og repræsentanter for kørelærerbranchen, da de underskrev aftalen i Transportministeriet

Indhold

    Fremover skal den sagkyndige på bagsædet til køreprøven, og kørelæreren skal guide eleven fra forsædet, ligesom der udrulles digitale teoriprøver. Det bliver et par af de mest synlige ændringer, som eleverne vil opleve efter, at transportministeren og repræsentanter fra landets kørelærerforeninger i dag har indgået en aftale om 12 nye initiativer. Initiativpakke skal sikre, at det bliver nemmere at få en køreprøve inden for en rimelig tid uanset, hvor i landet, man bor.  

    - Køreprøven er en stor begivenhed for de fleste. Med aftalen sørger vi for, at der bliver mindre ventetid på prøverne, at eleven får et mere skræddersyet forløb, og at selve køreprøven bliver mere tryg med et kendt ansigt ved elevens side, siger transportminister Thomas Danielsen. 

    Der har i de seneste år været kritik af kørekortområdet fra kørelærerne såvel som eleverne.  

     - Jeg vil gerne takke kørelærerne for en konstruktiv dialog. Deres mange input er nødvendige for at opnå de bedste resultater, så vi får vendt en uholdbar situation og sikrer en bedre køreprøveafvikling til glæde for både kørelærere og elever, siger transportminister Thomas Danielsen.

    Folketingets partier har mulighed for at tilslutte sig aftalen resten af året.

    Initiativerne vil gradvist blive implementeret over de næste par år. Allerede i første halvår af 2024 vil blandt andet initiativet om en funktionsudvidelse af køreprøvebookingsystemet samt en harmonisering af køreprøveafviklingen på tværs af landet blive implementeret.