Gå til hovedindhold
Nyhed

Kampen mod social dumping fortsætter

Statens Kontrolenhed for Arbejdsklausuler har gennemført 88 kontrolbesøg på statens arbejdspladser i 2021. Kontrolbesøgene har i flere tilfælde medført, at underbetalte medarbejdere har fået efterbetalt løn, tillæg, feriepenge og pension, som de har ret til.

22. mar. 2022
Genrefoto fra byggeriet af Mærsk-bygningen

Foto: Bygningsstyrelsen

Indhold

    Siden oktober 2020 har Statens Kontrolenhed for Arbejdsklausuler kontrolleret løn- og arbejdsvilkår på udvalgte af statens arbejdspladser. Kontrolenheden rapporterer årligt om status på deres arbejde, og ved udgangen af 2021 har kontrolenheden gennemført 88 antal kontrolbesøg på arbejdspladser og 90 dokumentkontroller af eksempelvis ansættelseskontrakter og lønsedler.

    - Der skal være styr på løn- og arbejdsvilkår i alle del af det danske arbejdsmarked. Kontrolenheden er oprettet for, at staten kan gå forrest og vise, at dårlige arbejdsforhold og underbetaling ikke accepteres på statens arbejdspladser.

    - Det er et vigtigt arbejde, for det er blandt andet de medarbejdere, der sørger for at gøre rent om natten, som er særligt udsatte. Vi skal kunne hilse på alle medarbejdere på statens arbejdspladser med god samvittighed og vide, at alle ansatte i staten får den løn, der har krav på, og at de har ordentlige vilkår, siger transportminister Trine Bramsen.

    Kontrolenheden kontrollerer arbejdsklausuler i kontrakter på bygge- og anlægsområdet inden for Transportministeriets ressort, eksempelvis ved Vejdirektoratets og Banedanmarks anlægsprojekter. Derudover kontrollerer enheden også kontrakter i den fællesstatslige facility management-løsning, som hører under Bygningsstyrelsen, og rammeaftalerne i Statens Indkøbsprogram, der er indgået af Økonomistyrelsen.

    Læs årsrapporten fra 2021 fra Kontrolenheden her