Grønland overtager tidens bestemmelse
Transportminister Trine Bramsen har i dag overdraget Tidens bestemmelse til det Grønlandske Selvstyre.
Fra i dag overtager Grønland ansvaret for tidens bestemmelse. Overdragelsen fandt sted i Transportministeriet, hvor formand for Grønlands regering Múte Bourup Egede og transportminister Trine Bramsen underskrev en aftale om overdragelse af sagsområdet ”Tidens bestemmelse”.
- Vi ser frem til at drøfte og beslutte vinter og sommertid samt tidszone-fastsættelse i Grønland i vores eget parlament Inatsisartut til efteråret. Så kan vi tilpasse disse rammer efter vores egne behov og interesser, siger formanden for Naalakkersuisiut Múte Bourup Egede.
Transportministeriet er ressortministerium for tid, herunder fastsættelsen af tiden, jf. lov om tidens bestemmelse fra 1893. Grønland har derimod ikke været omfattet af loven, og dermed har der indtil nu ikke været nogen lovgivning, der regulerer tidens bestemmelse for Grønland.
- Man kan sige, at det var på tide, at vi fik slået fast, at det er selvstyret, der selv fastsætter deres egen tid. Selvfølgelig skal Grønland selv varetage den opgave. Jeg er sikker på, at de vil gøre det med stor tidsmæssig præcision, siger Trine Bramsen.
Grønland er aktuelt opdelt i fire tidszoner. Det har ikke været muligt at afdække, hvem der har truffet beslutningen om opdelingen.
Grønland overtog pr. 1. januar 1990 området vedrørende fastsættelse af sommertid med hjemmel i den daværende hjemmestyrelovens § 7, jf. § 4.