Gå til hovedindhold
Nyhed

CEF-ansøgningsrunde 2022: Europa-Kommissionen afsætter 5 mia. EUR til støtte af europæiske infrastrukturprojekter

Den 18. januar 2023 kl. 17 er der frist for en ny ansøgningsrunde under EU’s infrastrukturfond, Connecting Europe Facility (CEF) Transport. Ansøgningsrunden vedrører infrastrukturprojekter, hvis formål det er at etablere, opgradere og forbedre den europæiske infrastruktur på det trans-europæiske transportnet (TEN-T).

14. sep. 2022
Containere på kajen i en havn

Indhold

    Ansøgningsrunden

    Den 13. september 2022 har Europa-Kommissionen offentliggjort en ny ansøgningsrunde under EU’s infrastrukturfond, Connecting Europe Facility (CEF). Ansøgningsrunden udløber den 18. januar 2023 kl. 17.00.

    I alt afsættes der 5.145 mio. EUR, som er opdelt i to puljer:

    1. 2.470 mio. EUR fra den generelle pulje (general envelope)
    2. 2.675 mio. EUR fra samhørighedspuljen (cohesion envelope)

    Danske støttemodtagere kan alene søge om støtte til midler fra den generelle pulje, da Danmark ikke er et samhørighedsland.

    Prioriteter

    Ansøgningsrunden giver mulighed for at søge om EU-støtte til transportinfrastrukturprojekter, der understøtter udviklingen, opgraderingen og moderniseringen af TEN-T-hovednettet og det samlede TEN-T-net.

    Et komplet overblik over ansøgningsrundens betingelser og prioriteter kan læses her: https://cinea.ec.europa.eu/funding-opportunities/calls-proposals/2022-cef-transport-call_en

    Betingelser og tidsplan for behandling af ansøgninger

    Alle ansøgninger med dansk involvering skal indgives efter aftale med og underskrift af Transportministeriet inden indsendelse til Europa-Kommissionen. Ansøgeren sender selv ansøgningen til Europa-Kommissionen elektronisk.

    Processen og frister for ansøgningsprocessen er skitseret nedenfor:

    • 13. september 2022: Ansøgningsrunden offentliggøres.
    • 5. oktober 2022: Europa-Kommissionen afholder en informationsdag om ansøgningsrunden. Nærmere information herom kan findes via følgende link: https://cinea.ec.europa.eu/news-events/events/2022-cef-transport-call-info-day-2022-10-05_en
    • 17. oktober 2022: FRIST: Projektbeskrivelse sendes til Transportministeriet og Trafikstyrelsen.
    • 5. december 2022: FRIST: Samlet ansøgning inklusiv bilag sendes til Transportministeriet og Trafikstyrelsen.
    • 18. januar 2023 kl. 17.00: FRIST: Elektronisk indsendelse af ansøgning til Europa-Kommissionen via EU’s ansøgningsportal ’EU Funding and Tenders Portal’.

    Det er obligatorisk at indsende såvel projektbeskrivelse som den samlede ansøgning inklusiv bilag til Transportministeriet og Trafikstyrelsen senest ved de angivne frister. Projektbeskrivelse og samlet ansøgning bedes sendt til trm@trm.dk; erv@trm.dk  og htor@tbst.dk.

    Projektbeskrivelser og/eller samlede ansøgninger, som er indsendt efter fristens udløb, vil ikke blive behandlet.

    Bemærk venligst, at formatet til dokumentation af miljøhensyn, den såkaldte environmental compliance file, skal godkendes af Miljøstyrelsen. Koordinering af processen for indhentning af godkendelse håndteres af Trafikstyrelsen. Alle ansøgere bedes hurtigst muligt kontakte Trafikstyrelsen på htor@tbst.dk med henblik på fastsættelse af den videre proces.

    Herudover henvises der til Transportministeriets almindelige ansøgningsbetingelser, hvor skabelon til projektbeskrivelse også fremgår. Ansøgningsbetingelser og skabelon kan findes via link nedenfor.