Gå til hovedindhold
Nyhed

Analyse om tiltag der kan fremme samkørsel

Ny analyse afdækker barrierer for, at flere vælger at køre sammen, og belyser tiltag, der potentielt kan øge samkørslen i Danmark. En bedre udnyttelse af bilparken vil give mindre trængsel på vejene og mindske CO2-udledningen.

22. aug. 2022
Foto af en trafikprop på motorvej

Indhold

    Mange pendlere sidder alene i bilen. Faktisk sidder der i gennemsnit kun 1,08 person i hver personbil, hvor fører eller passager pendler til og fra arbejdsplads, og samlet set godt 1,4 på tværs af alle bilture. Der er således et stort uudnyttet potentiale ved at flere kører sammen, og dermed mindske antallet af biler på vejene i særligt de mest trængselsudfordrede timer på dagen. I Analyse om fremme af samkørsel belyses en række tiltag, der potentielt kan bidrage til at gøre samkørsel mere attraktivt.

    - Det er tankevækkende, at der er så mange tomme sæder i bilerne. Det er en stor uudnyttet ressource. Hvis vi lykkes med at udnytte bilparkens kapacitet bedre, kan det både være med til at mindske trængselsudfordringerne i byerne og nedbringe CO2-udledningen fra vejtransporten. I lyset af de stigende energipriser må det også konstateres, at der nu er endnu en grund til, at vi sætter os flere sammen i bilerne. I yderområderne kan samkørsel også give flere en bedre mobilitet. Det giver derfor rigtig god mening at fortsætte arbejdet med at fremme samkørsel i Danmark. Jeg glæder mig derfor til at drøfte de tiltag, som analysen præsenterer, med aftalekredsen, siger transportminister Trine Bramsen.

    Analysen gransker området for samkørsel, og peger på konkrete tiltag til at understøtte en udvikling på området. Det drejer sig eksempelvis om at skabe et større kendskab til samkørsel samt at integrere samkørsel mere med den kollektive transport. Særligt i myldretiden omkring de større byer er der incitament for at øge samkørslen for at mindske trængslen. Derudover kan det også i landdistrikterne give bedre transportmuligheder, som supplement til den kollektive transport.

    Analysens resultater vil danne baggrund for en kommende dialog med folketingspartierne.

    Fakta

    På en gennemsnitsdag i 2018-2020 blev der gennemført knap 15 mio. ture fordelt på alle transportmidler, hvoraf ca. 8 mio. ture er i personbil. Godt halvdelen af turene i personbil var soloture, og godt en tredjedel af turene var med en person fra husstanden. Således udgør samkørsel med personer uden for ens egen husstand ca. 10 pct. af personbilturene på en gennemsnitsdag.

    Analysen om fremme af samkørsel er en del af Aftale om grøn omstilling af vejtransporten fra 4. december 2020 mellem regeringen (Socialdemokratiet), Radikale Venstre, SF og Enhedslisten.

    Med aftalen blev der derudover afsat 3 mio. kr. til at iværksætte oplysnings- og adfærdskampagner om begrænsning af transportspild, herunder muligheder og gevinster for borgere og virksomheder, om klima- og trængselsmæssige effekter for samfundet.

    Analysens formål er at belyse tiltag, der kan gøre samkørsel mere attraktivt.

    Kontaktoplysninger

    Socialdemokratiet:
    Thomas Jensen, Thomas.Jensen@ft.dk, 61 62 41 78

    Socialistisk Folkeparti:
    Anne Valentina Berthelsen, Anne.Berthelsen@ft.dk, 61 62 30 68

    Radikale Venstre:
    Rasmus Helveg Petersen, Rasmus.Helveg.Petersen@ft.dk, 61 62 55 41

    Enhedslisten:
    Henning Hyllested, Henning.Hyllested@ft.dk, 61 62 51 01

    Kontakt transportminister Trine Bramsen via Transportministeriets pressetelefon: 33 11 00 14