Gå til hovedindhold
Nyhed

Status for tidsplan på byggeriet af Storstrømsbroen

I maj 2021 blev en revideret tidsplan for byggeriet af den nye Storstrømsbro meldt ud, hvor det fremgik, at Vejdirektoratet vurderede, at vejforbindelsen kunne åbne for trafik i 2. halvår 2024, mens baneforbindelsen tidligst kunne åbne fra 2026.

15. dec. 2021

Indhold

    Entreprenøren, SBJV, har for nylig meddelt, at man fastholder forventet åbningsår for vejforbindelsen i 2024.
    Efter udmeldingen i maj 2021 bad transportministeren om, at Vejdirektoratet fik igangsat en uvildig tredjepartsvurdering af tidsplanen, som nu er gennemført.

    På baggrund af den uvildige undersøgelse af tidsplanen og Vejdirektoratets erfaringer med entreprenørens hidtidige fremdrift har Vejdirektoratet valgt at indregne en buffer i forhold til SBJV’s tidsplan. Det er således Vejdirektoratets vurdering, at det forventede åbningsår for vejforbindelsen er ultimo 2025, mens Banedanmark vurderer, at baneforbindelsen i bedste fald kan åbne i 1. kvartal 2027.

    - Det er enormt ærgerligt, at det forventede åbningsår for færdiggørelse af byggeriet af Storstrømsbroen udskydes igen. Fremadrettet er det afgørende, at alle samarbejder med formålet at få færdiggjort byggeriet hurtigst muligt, udtaler transportminister Benny Engelbrecht.

    Den gamle bros tilstand overvåges tæt, og det er Vejdirektoratets vurdering, at vejtrafikken kan opretholdes minimum til og med 2025. Det er Banedanmarks umiddelbare vurdering, at togtrafikken kan køre over den gamle bro til 1. kvartal 2027.