Nu starter anlægsarbejdet på Femern Bælt-forbindelsen

Entreprenørkonsortiet Femern Link Contractors starter den 1. januar 2021 anlægsarbejdet på tunnelen under Femern Bælt. Det drejer sig om anlæg af selve sænketunnelen samt tilhørende tunnelportal og ramper.

Foto: Femern A/S

01. januar 2021

I dag bliver 1. spadestik taget til forbindelsen over Femern Bælt. Efter 25 års planlægning er dagen kommet, hvor de mange tusinde sider med analyser og rapporter bliver til en byggeplads.

- Et af danmarkshistoriens største anlægsarbejder kan nu gå i gang. Mange tusinde medarbejdere får deres faste arbejdssted i Rødbyhavn de næste 8½ år. Jeg ser frem til, at vi kan tage tunnelen i brug i 2029, og ønsker FLC, de mange medarbejdere og Femern A/S held og lykke med arbejdet, siger transportminister Benny Engelbrecht.

Der var planlagt en markering af begivenheden mandag den 4. januar 2021 ved et første spadestik-arrangement ved Rødbyhavn. Coronarestriktionerne har imidlertid forhindret gennemførelsen af arrangementet, der i stedet markeres virtuelt med deltagelse af forbundstransportminister Andreas Scheuer, Slesvig-Holstens transportminister Bernd Buchholz og EU-koordinator for Scan-Med-korridoren, Pat Cox. Det forventes, at der bliver mulighed for en fysisk markering af anlægsarbejdet i løbet af 2021.

Fakta

Den 23. april 2020 besluttede en enig forligskreds bag Femern Bælt-projektet (S, V, DF, RV, SF, K og LA) at give Femern A/S mandat til at starte de tre kontrakter med entreprenørkonsortiet Femern Link Contractors (FLC). På den baggrund starter FLC sit arbejde den 1. januar 2021. Med Forbunds-forvaltningsdomstolens afvisning af alle klager over den tyske myndighedsgodkendelse kan anlægsarbejdet starte fuldt ud. I første omgang skal tunnelelementfabrikken ved Rødby og tunnelportalen på Lolland etableres.

Siden følger produktionen af tunnelelementerne og placeringen heraf under havbunden i Femern Bælt.

Allerede i foråret 2020 påbegyndte Fehmarn Belt Contractors (FBC) anlæg af arbejdshavnen ved Rødby. FBC vil i løbet af 2021 kunne påbegynde anlæg af arbejdshavn ved Puttgarden og gravning af tunnelrenden til tunnelelementerne under havbunden i Femern Bælt.

Virtuelt første spadestik til Femern Bælt-forbindelsen

Første spadestik tages i dag virtuelt til tunnelen under Femern Bælt – det markeres på både dansk og tysk side og med en hilsen fra EU.