Midlertidigt forbud mod indtagelse af alkohol i busser
Efter indstilling fra Epidemikommissionen og godkendelse i Epidemiudvalget bliver der fra fredag den 10. december 2021 kl. 16.00 indført forbud mod indtagelse af alkohol i busser.

Krav om coronapas ved servering eller salg af alkohol i busser erstattes fra den 10. december 2021 kl. 16.00 dermed af et forbud mod indtagelse af alkohol i busser. Forbuddet gælder foreløbigt til og med den 6. januar 2022.
- Epidemikommissionen har vurderet, at der er en særlig stor risiko for smittespredning i nattelivet, hvor der er alkohol og det er vanskeligt at holde afstand. Derfor sætter vi nu også en midlertidig stopper for al indtagelse af alkohol i busser for at bremse den stigende smittespredning, siger transportminister Benny Engelbrecht.
Der er ikke tale om en nedlukning. De nye regler betyder dog, at der ikke må indtages alkohol i busser herunder såkaldte partybusser og forbuddet gælder også i turistbusser. Det er transportøren, der har ansvaret for, at reglerne bliver overholdt.