Gå til hovedindhold
Nyhed

Anlægslov for Lynetteholm vedtaget

Et bredt flertal i Folketinget har i dag stemt for lov om anlæg af Lynetteholm, som bliver en ny halvø i Københavns havn. Arbejdet med øen begynder i år, og Lynetteholm vil i fremtiden blive en del af klimasikringen af hovedstaden.

4. jun. 2021
Visualisering af Lynetteholm

Indhold

    Den nye halvø, Lynetteholm, vil fremover løse to af hovedstadens problemer: håndtering af overskudsjord fra bygge- og anlægsbranchen og bidrag til forbedret klimasikring af København. Anlægget af øen kan begynde efter Socialdemokratiet, Venstre, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance i dag stemte for anlægsloven for Lynetteholm.

    - Det er et stort og langsigtet projekt at bygge en ny halvø i Københavns havn, og det er rettidig omhu at gå i gang nu, for halvøen er med til at klimasikre hovedstaden. Derfor er jeg glad for, at et meget bredt flertal i Folketinget står bag beslutningen om at anlægge Lynetteholm, så arbejdet kan begynde allerede i år. Det betyder også, at vi nu kan gå i gang med at skrive næste kapitel af historien om Københavns nye halvø og finde ud af, hvad den skal bruges til. Det er der god tid til, og jeg håber derfor at borgere og organisationer i de kommende år vil bidrage med ideer og forslag til, hvad Lynetteholm kan bruges til, siger transportminister Benny Engelbrecht.

    Lynetteholm skal anlægges ud fra Refshaleøen af overskudsjord fra byggeri i hovedstadsområdet. Længden på anlægsfasen afhænger af aktiviteten i bygge- og anlægsbranchen. De nuværende jorddepoter er fyldt op, og det er derfor nødvendigt at finde et nyt jorddeponi til overskudsjorden. Samtidig fungerer Lynetteholm som klimasikring af København. I tilfælde af stormflod er København i risiko for ødelæggende vandskader, og det er derfor nødvendigt at beskytte hovedstaden mod vandmasserne. Det betyder, at Lynetteholm, så snart det er muligt, skal forbindes med Nordhavn med en portløsning for at opnå den fulde stormflodssikring.