Regeringen vil fortsat undersøge en fast forbindelse over Kattegat
Regeringen har besluttet at videreføre den igangværende forundersøgelse af en fast forbindelse over Kattegat, som blandt andet ser på mulighederne for en kombineret vej- og jernbaneforbindelse. Transportministeren offentliggør i dag delkommissorierne for de videre undersøgelser.
Regeringen ser store perspektiver i en fast Kattegatforbindelse, som vil kunne binde Øst- og Vestdanmark tættere sammen og forkorte rejsetiden mellem landets to største byer med op til halvanden time for både bilister og togrejsende. Regeringen har derfor videreført forundersøgelsen af projektet på finansloven, ligesom regeringen i dag offentliggør delkommissorierne for undersøgelserne.
Regeringen er optaget af, at vi med forundersøgelsen får belyst de klima- og miljømæssige aspekter ved at anlægge en fast Kattegatforbindelse.
- Det er afgørende, at vi undersøger en kombineret vej- og jernbaneforbindelse og ikke bare en ren vejforbindelse, som den forhenværende minister oprindeligt ønskede, siger transportminister Benny Engelbrecht og fortsætter:
- Det er nemlig helt naturligt, at vi også ser på forbindelsen med klima- og miljøbriller - fordi al infrastruktur har en betydning for, om vi planlægger efter et grønnere Danmark i fremtiden. Tænk sig, hvis en ny Kattegatforbindelse grundet de markant kortere rejsetider mellem Jylland og Sjælland for eksempel kan nedbringe antallet af indenrigsflyvninger.
Første analyse af projektet blev igangsat af forligskredsen bag Aftale om en grøn transportpolitik, hvorfor transportminister Benny Engelbrecht vil invitere forligskredsen til en drøftelse af projektet.
Den daværende VLAK-regering tilbød de øvrige partier i den grønne forligskreds (S, RV og SF) at tilslutte sig VLAK og DF’s aftale om at igangsætte forundersøgelsen. Den daværende transport-, bygnings- og boligminister stillede dog som betingelse for at indgå i aftalen, at partierne skulle forpligte sig til at igangsætte en VVM-undersøgelse af en ren vejforbindelse, såfremt der ved forundersøgelsens afslutning ikke kunne anvises finansiering til en kombineret vej- og jernbaneforbindelse. Den betingelse kunne Socialdemokratiet ikke acceptere og valgte derfor ikke at tilslutte sig aftalen.