Passagererne rejser uden for myldretiden og husker mundbindet
Trods enkelte fyldte busser, metro eller tog er det generelle billede, at danskerne følger opfordring om at undgå myldretid og husker mundbindet.
Afstand og hygiejne er noget af det vigtigste for at begrænse smittespredningen. Derfor er danskerne siden foråret blevet opfordret til at tage cyklen på de korte ture, arbejde forskudt og rejse uden for myldretiden, når det er muligt.
De første opgørelser fra efteråret viser, at danskerne stadig holder fast i de gode vaner. Antallet af passagerer, der rejser med den kollektive trafik er fortsat langt under normalen. I oktober måned har rejsekortaktiviteten i hele landet været ca. 30 pct. lavere end normalt. Derudover viser data fra DSB, Metroselskabet og Movia i hovedstadsområdet, at der generelt ikke er trængselsproblemer i morgen- og eftermiddagsmyldretiden.
- Som alle ved, har vi set en alvorlig udvikling i Danmark og resten af Europa i de seneste uger. Derfor skal vi holde fast og skærpe opmærksomheden, hvis vi skal holde smittespredning nede. Det er rigtig positivt, at de overordnede tal ser så fornuftige ud. Der kan dog stadig være konkrete hændelser, hvor der opstår trængsel og derfor opfordrer jeg alle til at overveje, om man kan rejse uden for myldretid eller tage cyklen på de kortere ture, siger Benny Engelbrecht.
Der kan også opstå kortvarige spidsbelastninger uden for de traditionelle morgen- og eftermiddagsmyldretider. Det kan være, når der af tekniske årsager må indsættes tog- og metrobusser eller som noget nyt omkring kl. 22, når restauranter mm. lukker.
Også transportørerne skal fortsat være ekstra opmærksomme på hygiejne og andre tiltag, der kan hjælpe mod smittespredning.
- Passagererne bakker heldigvis op om kravet om mundbind, og det er ekstra vigtigt, hvis der opstår situationer, hvor man ikke kan holde afstand. Derfor må vi også regne med, at det bliver et krav lang tid fremover. Vi følger tallene nøje, og jeg vil i den kommende tid tage møder med transportudbyderne om, hvad der eventuelt kan gøres yderligere, såfremt udviklingen i COVID-19 tilsiger det, siger Benny Engelbrecht.