Ophævelse af flyveforbud – men fortsat indrejseforbud
Indrejseforbuddet har effektivt stoppet rejsende uden anerkendelsesværdigt formål i at komme til Danmark. Transportministeren har derfor besluttet at ophæve det midlertidigt gældende flyveforbud til bestemte lande og regioner. Dette kan bl.a. bidrage til at lette arbejdet med at få alle danskere i udlandet hjem igen.
Den 11. marts 2020 indførte transportministeren et flyveforbud fra lande eller regioner, hvortil Udenrigsministeriet frarådede alle rejser (de røde områder). Flyveforbuddet blev indført for at undgå, at rejsende fra de mest berørte områder og lande kom til Danmark.
Fra den 14. marts 2020 indførte regeringen et indrejseforbud i Danmark, hvorved ikke-danske indrejsende skal have et anerkendelsesværdigt formål for at komme igennem grænsekontrollen. Med indrejseforbuddet kommer rejsende uden anerkendelsesværdigt formål ikke ind i Danmark længere, og flyveforbuddet er derfor ikke længere nødvendigt.
Det er således regeringens vurdering, at flyveforbuddet bør ophæves. Det kan være med til at sikre, at arbejdet med at få alle danskere i udlandet hjem ikke bliver besværliggjort af, at der ikke må flyves fra flere bestemte regioner og lande til Danmark.
I forhold til fragtflyvninger, som er vigtige for forsyningskæden, kunne flyveforbuddet også på sigt komme til at udgøre en hindring. Med ophævelsen af flyveforbuddet kommer regeringen også denne potentielle hindring til livs.
Flyveforbuddet ophæves fra onsdag den 18. marts 2020 kl. 12.00.