Gå til hovedindhold
Nyhed

Husk hjelmen, når du kører på motoriseret løbehjul

Fra den 1. januar 2022 bliver det lovpligtigt at have hjelm på, når man kører på motoriseret løbehjul og andre små motoriserede køretøjer. Transportminister Benny Engelbrecht opfordrer dog allerede nu alle til at tage hjelmen på.

28. dec. 2020

Indhold

    Der er syv gange så stor risiko for at blive involveret i en ulykke i trafikken, hvis du kører på motoriseret løbehjul sammenlignet med cykler. Det viser tendensen i Færdselsstyrelsens evaluering af forsøgsordningen for motoriserede løbehjul.

    Det får nu transportminister Benny Engelbrecht til at indføre et krav om, at det skal være lovpligtigt at bære hjelm, når man kører på motoriseret løbehjul.

    - Vi skal alle kunne færdes trygt og sikkert i trafikken. Det gælder også løbehjulsbrugere, men det er desværre ikke altid tilfældet i dag. Vi er nødt til at gøre noget for at vende udviklingen, så færre kommer til skade. Derfor har jeg besluttet at indføre et krav om, at alle, der kører på motoriseret løbehjul, skal bruge hjelm, fortæller transportminister Benny Engelbrecht.

    Kravet træder i kraft den 1. januar 2022. Det gør det, fordi transportministeren forventer, at udlejningsselskaberne vil bruge tiden på at etablere en ordning med delehjelme og dermed stille hjelmene til rådighed for deres brugere; så der altid følger en hjelm med et løbehjul. På grund af COVID-19 udgør indførelsen af delehjelme for øjeblikket også en særlig stor smitterisiko.

    - Det nye hjelmkrav træder i kraft fra årsskiftet 2021-2022, fordi vi fortsat befinder os i en voldsom pandemi, hvor vi helst skal undgå, at for mange ting skifter hænder for tit. Af samme årsag er der heller ikke så mange løbehjulsbrugere nu. Mange bliver hjemme eller har fundet andre rejsemåder, men når det er sagt, så vil jeg kraftigt opfordre alle løbehjulsbrugere til at finde hjelmen frem allerede nu, siger transportministeren.

    Det er altid den enkelte brugers ansvar at sørge for at bruge hjelm. Det nye krav gælder ikke kun motoriserede løbehjul, men også motoriserede skateboards og selvbalancerede køretøjer. For alle gælder det, at hjelmkravet træder i kraft den 1. januar 2022.