Gå til hovedindhold
Nyhed

Der skal være færre hjemløse i Danmark

Det er regeringens ambition at nedbringe antallet af hjemløse i Danmark. I den forbindelse har boligminister Kaare Dybvad Bek i samarbejde med social- og indenrigsminister Astrid Krag – med virkning fra dags dato – ændret bekendtgørelsen om skæve boliger, der forbedrer kommunernes muligheder for at tackle hjemløshed.

1. feb. 2020

Indhold

    Der er i dag 6.431 hjemløse i Danmark og med den seneste hjemløsetælling har vi set en stigning i antallet af ældre hjemløse.

    Det er derfor regeringens klare ambition at nedbringe antallet af hjemløse og sikre, at de mest udsatte mennesker i vores samfund får den rette hjælp.

    Ét af de værktøjer, som kommunerne i en årrække har haft til rådighed, er ordningen om de såkaldte skæve boliger. Ordningen er et botilbud til personer, som ikke kan begå sig i en almindelig bolig, og for hvem en skæv bolig er det eneste alternativ til hjemløshed.

    - Det er vigtigt, vi forbedrer forholdene for vores mest sårbare borgere, som i dag lever på gaden. Derfor ændrer regeringen nu reglerne i ordningen for skæve boliger, så den bliver mere fleksibel og kommunerne i endnu højere grad bliver i stand til at hjælpe dem, der lever uden tag over hovedet, fortæller boligminister Kaare Dybvad Bek.

    Bekæmpelse af hjemløshed på boligområdet skal ske på to måder: Det skal på den ene side ske gennem initiativer, der understøtter etableringen af flere billige boliger; herunder til de mest udsatte grupper. Herudover skal det ske gennem mere fleksible regler for de boligformer, der er målrettet borgere i særlig risiko for at blive hjemløse.

    Som følge af en nylig evaluering og et serviceeftersyn af ordningen om skæve boliger tager regeringen nu initiativ til en række ændringer, som kan være med til at forbedre ordningen ved netop at gøre den mere fleksibel og målrettet. Det betyder, at kommunerne i endnu højere grad kan hjælpe borgere, der er i risiko for at blive ramt af hjemløshed.

    - Efter ti års stigning er det på tide, at vi reelt sætter os for at nedbringe antallet af hjemløse i Danmark. Og boligområdet er afgørende, hvis vi skal knække kurven. En bolig kombineret med den rette bostøtte er nemlig helt centralt, når for eksempel psykiske vanskeligheder, misbrug og sociale netværk skal stabiliseres. Derfor er jeg også glad for, at vi gør det nemmere for kommunerne at give hjemløse en skæv bolig, siger social- og indenrigsminister Astrid Krag.

    Boligminister Kaare Dybvad Bek og social- og indenrigsminister Astrid Krag vil sammen arbejde for en langsigtet strategi for at bekæmpe hjemløshed.

    Ændringer til bekendtgørelse om skæve boliger

    For at fremme etableringen af skæve boliger tages nu initiativ til:

    • En mere målrettet støtte til boligerne, så der tages hensyn til geografiske forskelle; for eksempel i forhold til grundpriser.
    • En mere målrettet støtte til sociale viceværter i boligerne.
    • En tilpasning af kravene til boligernes indretning, så de kan etableres billigst muligt.