Antallet af personbiler på vejene falder, mens godstransporten er upåvirket

Nye tal fra Vejdirektoratet viser, at antallet af personbiler på motorvejene er faldet markant de seneste par uger, hvorimod antallet af lastbiler er steget. Det er ifølge transportminister Benny Engelbrecht positivt, fordi det både viser, at rigtig mange følger regeringens anbefalinger om at blive hjemme, og at der fortsat er en stabil strøm af varer til landets butikker.

Motorvej i Jylland set gennem bilens forrude

21. marts 2020

Selvom store dele af det danske samfund i disse dage er lukket ned på grund af restriktioner for at inddæmme COVID-19, er der heldigvis ikke grund til at bekymre sig for, om der kan komme varer på hylderne i landets butikker. For ifølge de nyeste tal fra Vejdirektoratet er den tunge transport langt de fleste dage upåvirket, og på nogle dage er lastbiltrafikken steget med op til 13 procent.

- Det er afgørende, at godstransporten kan komme frem på vejene med varer til butikkerne – særligt i disse dage, hvor store dele af samfundet ellers er lukket ned. Derfor vil jeg gerne både takke Vejdirektoratet for at sikre, at den nødvendige trafik kan komme frem, og godstransportørerne for at sikre en stabil strøm af varer til landets butikker, siger transportminister Benny Engelbrecht.

Omvendt er antallet af personbiler og små varevogne på motorvejene faldet med helt op til 45 procent. Ifølge transportminister Benny Engelbrecht viser det, at borgerne generelt følger regeringens anbefalinger.

- For at inddæmme smittefaren fra coronavirus er det nødvendigt, at vi alle så vidt muligt holder os hjemme og ikke foretager unødvendige ture ud af huset. Derfor vil jeg også gerne takke borgerne for at følge regeringens anbefalinger om at undgå rejser, der ikke er nødvendige, udtaler ministeren.

Tallene stammer fra data indsamlet via Vejdirektoratets knap 30 tællestationer, som er fordelt rundt om i landet og placeret langs stort set alle væsentlige motorveje.

For yderligere oplysninger om Vejdirektoratets tal henvises til Vejdirektoratets pressechef Martin Østergaard-Nielsen tlf. 2129 0733.