Svendborg bygger nyt af gamle materialer

Der er snart flere almene og private boliger på vej i Svendborg. Boligminister Kaare Dybvad Bek tager senere i dag første spadestik til et nyt, blandet og bæredygtigt boligbyggeri i det sydfynske, som blandt andet kommer til at bestå af 100.000 mursten fra en nedrevet skole.

Detalje fra en byggeplads
Foto: Bygningsstyrelsen

25. november 2019

95 almene familieboliger, et fælleslokale, 17 private boliger og en dagligvarebutik. Det er ingredienserne til et nyt, blandet boligbyggeri i Svendborg, som boligminister Kaare Dybvad Bek tager første spadestik til i dag.

- Det er min ambition at sikre mere blandede byer og bydele i Danmark. Det gælder også på Fyn. Derfor har jeg set frem til i dag, hvor jeg får mulighed for at fejre, at der er et nyt, blandet boligbyggeri på vej i Svendborg. Det er positivt, at kommunen går forrest og sikrer flere almene boliger til borgerne, og at det sker samtidig med et øget fokus på at blande almene og private boliger foruden erhvervsbyggeri, kan jeg kun bifalde, fortæller boligministeren.

Det nye boligbyggeri bliver bygget på en grund, der tidligere har rummet Nordre Skole. Eleverne er flyttet til andre skoler, og de 100.000 mursten, man har sikret efter nedrivningen af skolen, vil indgå i det nye byggeprojekt.

- Det er vigtigt, at vi også tænker i bæredygtige og klimavenlige løsninger, når vi bygger nyt. Svendborg har vist, at det kan lade sig gøre ved at genanvende mursten fra et tidligere byggeri. Det er ikke alene gavnligt for både klima og miljø, men det fører også stedets historie med sig ind i fremtiden, og det giver det nye, blandede boligbyggeri en ekstra dimension, forklarer boligminister Kaare Dybvad Bek.

Det nye boligbyggeri forventes færdigt i foråret 2021.