Nyt lovforslag skal sikre, at el-løbehjul ikke længere flyder i gaderne

Det skal være slut med el-løbehjul, der roder i gadebilledet. Det mener transportminister Benny Engelbrecht, som i dag sender et lovforslag i offentlig høring, der skal sætte en stopper for problemet.

El-løbehjul parkeret på Københavns Rådhusplads

19. december 2019

El-løbehjul, der flyder i gadebilledet, har over det seneste år udviklet sig til en stadigt større hovedpine for en række kommuner landet over. Især i Københavns Kommune har udlejningen af det populære transportmiddel båret præg af mere eller mindre kaotiske tilstande.

Transportminister Benny Engelbrecht tog derfor i oktober måned initiativ til et møde med en række kommuner om deres erfaringer med el-løbehjul, ligesom ministeriet modtog vigtige inputs fra kommunerne til en ændring af vejloven. På den baggrund sender transportministeren i dag et lovforslag i offentlig høring. Det skal give kommunerne mulighed for at sætte en stopper for problemet med el-løbehjul, der ligger henkastet i byens gader.

- Særligt i Københavns Kommune har det været et problem, at el-løbehjul roder i gadebilledet, og det har været tydeligt for enhver, at der er behov for at tilpasse den gældende lovgivning på området. Derfor håber jeg på at få opbakning til det nye lovforslag, som kan give kommunerne de nødvendige værktøjer til at komme problemet til livs, siger transportminister Benny Engelbrecht.

Ministeren mener, at det skal være op til kommunerne at beslutte, om udlejede el-løbehjul er ønsket i den enkelte kommune eller ej, og hvor mange der i givet fald er plads til i byen. Det vil desuden være op til den enkelte kommune at indgå aftaler med de forskellige operatører, som står for udlejning af el-løbehjul, så de sammen kan fastlægge vilkårene for, hvor el-løbehjul må benyttes, og dermed også hvor de ikke må stå.

- Jeg mener, at dialog altid er vejen frem. Derfor vil jeg også opfordre kommunerne til at indgå aftaler med operatørerne, så de på den måde kan stille krav til de betingelser, som udlejning af el-løbehjul skal foregå under. Med det nye lovforslag vil det være muligt at lave en ordning, som er skræddersyet til den enkelte kommune. På den måde kan der blive gjort op med den hidtidige meget liberale ramme, der har resulteret i det kaos, som vi ser på gaderne i dag, udtaler transportminister Benny Engelbrecht.

Kommunerne vil desuden få mulighed for at fjerne de el-løbehjul, der ikke står parkeret, som de skal. Ved fjernelse af el-løbehjul kan kommunen opbevare dem og udlevere dem mod betaling af et gebyr, som skal dække kommunens udgifter til transport, opbevaring og administration.