Molslinjen får bod for kunders utilfredshed

Passagererne til og fra Bornholm har oplevet utilfredshed med visse dele af Molslinjens færgebetjening af øen. Som konsekvens heraf skal selskabet nu betale en bod til ministeriet.

KatExpress
Foto: Bornholmslinjen

16. september 2019

En ny kundetilfredshedsmåling for Molslinjen A/S' færgebetjening af Bornholm for højsæson 2019 betyder, at selskabet skal betale en bod til ministeriet som følge af utilfredse tilkendegivelser om færgen.

- Vi skal have fokus på passagerernes rejseoplevelse. Det er vigtigt, at kunderne er tilfredse med sejladsen på Bornholm, og derfor mener jeg også, at vi skal handle kontant, når vi i den seneste måling kan konstatere, at passagererne er utilfredse med visse dele af færgebetjeningen, siger transportminister Benny Engelbrecht.

Boden vil være på 101.291,10 kroner som følge af passagerernes tilkendegivelse vedrørende det parameter i kundetilfredshedsmålingen, der omhandler "Færgen og adgang til færgen". Kunderne er særligt utilfredse med udvalget af varer i kiosk, cafeteria og restaurant på færgen.

Kundetilfredshedsmålingerne bliver foretaget hvert halve år, hvorfor ministeren løbende vil følge tilfredsheden.