Elbusser skal køre i Københavns og Frederiksberg kommuner
I samarbejde med Movia bliver en række nye elbusser i dag sat i drift i de to hovedstadskommuner. Et vigtigt skridt på vejen mod en mere klimavenlig hovedstad, lyder det fra transportministeren, som i eftermiddag deltager i indvielser på Rådhuspladsen og på Aksel Møllers Have.
Regeringen ønsker en grønnere busflåde. Det er baggrunden for, at der er afsat 75 millioner kroner til en grøn buspulje på den nyligt offentliggjorte finanslov, ligesom regeringen løbende vil se på yderligere initiativer til at fremme grøn omstilling af busdriften i Danmark. Transportminister Benny Engelbrecht er derfor meget tilfreds med, at 48 elbusser fra i dag overtager dele af busdriften i Københavns og Frederiksberg kommuner.
Ministeren mener, at der er tale om et vigtigt skridt på vejen til at få skabt en endnu grønnere hovedstad.
- Med de nye elbusser er den grønne omstilling til nulemission i fuld sving i Københavns og Frederiksberg kommuner. Det er i den grad en udvikling, vi bakker op om i regeringen. Vi har indgået en finanslov for 2020, hvor der er afsat penge til at fremme grønne busser. Vi har nemlig brug for, at der bliver tænkt i grønne løsninger på især transportområdet. Derfor er jeg glad for, at de to kommuner indsætter elbusser, så vi kan få en endnu mere klimavenlig hovedstad med et sundere bymiljø, siger transportminister Benny Engelbrecht.
Elbusserne skal fra den 8. december køre på linje 2A og 18. I Københavns Kommune er der planer om, at busdriften alene skal bestå af nulemissionsbusser i 2025, og i Frederiksberg Kommune har man som strategi, at kommunen skal blive elbilby nr. 1 i landet.
- Vi investerer massivt i grøn, kollektiv transport, så København også på transportområdet går forrest i den grønne omstilling. Nu vil mere end hver ottende bus, som københavnerne møder i byens gader, hverken larme, svine eller udlede CO2. Det er et afgørende skridt mod et grønnere København med ren luft – og jeg er utroligt glad for, at regeringen nu prioriterer den grønne omstilling til elbusser, så alle danskere kan få glæde af grønne busser, siger Københavns overborgmester Frank Jensen (S).
Udover transportminister Benny Engelbrecht vil overborgmester i Københavns Kommune Frank Jensen, borgmester i Frederiksberg Kommune Simon Aggesen og administrerende direktør i Movia Dorthe Nøhr Pedersen også deltage i arrangementerne. Begge steder vil de nye elbusser være udstillede og åbne for besøg. På Frederiksberg kan man desuden se en af kommunens nye elskraldebiler.
- En enig kommunalbestyrelse har for nylig vedtaget et budget med en historisk ambitiøs satsning på klima og bæredygtighed og med samlede investeringer på en halv milliard kroner. Et af vores vigtige delmål er at blive elbilby-nummer et i landet, og her tæller busserne og kommunens egne køretøjer naturligvis med. Jeg er glad for dette samarbejde med København og ser frem til langt flere elbusser i hovedstaden i de kommende år, siger Frederiksbergs borgmester Simon Aggesen (K).