Boligminister deltager i møde med nordiske bygge- og boligministre
Boligminister Kaare Dybvad Bek ser frem til at mødes med sine nordiske ministerkolleger, når Nordisk Ministerråd i dag holder møde om, hvordan man kan skabe mere klimavenligt byggeri i Norden.

En væsentlig del af de nordiske landes CO2-udslip stammer fra bolig- og byggesektorerne. Der er derfor brug for effektive omstillingsinitiativer, når målet er en markant nedsættelse af de nordiske landes samlede CO2-udledning.
Hvordan man kommer nærmere dette mål, er en af de udfordringer, som bolig- og byggeministrene fra de nordiske lande skal diskutere i dag, når de mødes i den islandske hovedstad, Reykjavik.
”Det er helt afgørende, at Danmark sammen med de nordiske lande kan gå forrest i kampen for at sikre mere klimavenligt byggeri. Den danske regering har sat et klart mål om at reducere udledningerne med 70 procent i 2030. Derfor ser jeg også frem til at diskutere de muligheder for bæredygtigt byggeri, der gemmer sig i et stærkere nordisk samarbejde”, siger Kaare Dybvad Bek.
Boligministeren henviser til, at der i de senere år er kommet stigende fokus på at nedbringe bygningers samlede klimabelastning betragtet i et livscyklus-perspektiv – fra materialeproduktion til nedrivning – da en bygnings samlede klimabelastning kan være større end energiforbruget i driften af bygningen alene.
”Som et led i regeringens klimaplan skal der laves en national strategi for bæredygtigt byggeri. Det arbejde er vi i fuld gang med, og jeg ser frem til at udveksle erfaringer med mine ministerkolleger, når vi mødes i Reykjavik i dag”, siger Kaare Dybvad Bek.
Yderligere oplysning fås ved henvendelse til boligministerens pressechef, Poul Aarøe Pedersen: 29 32 98 47.