Gå til hovedindhold
Nyhed

Initiativer som opfølgning på Ernst & Youngs rapport om Niels Bohr Bygningen

For at styrke den fremadrettede håndtering af statens byggeprojekter gennemføres en midlertidig overflytning af anlægsprojekter fra Bygningsstyrelsen til Vejdirektoratet.

1. nov. 2017

Indhold

    Konsulentfirmaet Ernst & Young har for Transport-, Bygnings- og Boligministeriet gennemført en granskning af Bygningsstyrelsens igangværende etablering af Niels Bohr Bygningen for Københavns Universitet.

    Rapporten afdækker, at der i Bygningsstyrelsen ikke er reageret i tide på de udfordringer, som projektet har været i. Projektet er således nu fordyret med i størrelsesordenen 1,3 mia.kr. i forhold til det aktstykkegodkendte totalbudget på ca. 1,6 mia.kr. 

    Det er endvidere i den gennemførte granskning af Niels Bohr-projektet konkluderet, at der ikke i Bygningsstyrelsen er tilvejebragt det nødvendige styringsmæssige grundlag for fremadrettet på betryggende vis at kunne styre større byggeprojekter. Dette gælder både i forhold til Niels Bohr-projektet og i forhold til andre projekter.

    Uanset at Bygningsstyrelsen har iværksat en række tiltag, som vil forbedre den fremadrettede styring af anlægsprojekter, vurderes der at være behov for at gennemføre yderligere tiltag, som på kort sigt skal styrke gennemførelsen af Bygningsstyrelsens igangværende anlægsprojekter og samtidig på længere sigt udvikle Bygningsstyrelsens projektstyringskompetencer.

    Det er derfor besluttet at foretage en midlertidig overflytning af anlægsprojekter og udlån af relevante medarbejdere fra Bygningsstyrelsen til Vejdirektoratet. Overflytningen betyder, at ansvaret for projekternes gennemførelse overgår til Vejdirektoratets ledelse. Vejdirektoratets ansvar vil udelukkende være gennemførelse af projekterne. Den efterfølgende drift varetages af Bygningsstyrelsen. 

    - Ernst & Youngs rapport er alvorlig læsning, og der er behov for en hurtig og resolut styrkelse af styringen af statens byggeprojekter. Derfor overflyttes anlægsprojekter fra Bygningsstyrelsen til Vejdirektoratet midlertidigt, udtaler transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen.

    Vejdirektoratet har gennem en årrække udviklet erfaringer, kompetencer og en dokumenteret arbejdsmetode inden for styring af anlægsprojekter. Disse erfaringer og kompetencer vurderes hurtigt at kunne bringes i anvendelse på Bygningsstyrelsens igangværende anlægsprojekter sammen med kompetencerne fra medarbejderne i Bygningsstyrelsen. Samtidig vil der ved gennemførelsen af projekterne udvikles kompetencer og processer, der på sigt kan tilbageføres til Bygningsstyrelsen.

    Bygningsstyrelsens direktør Gyrithe Saltorp er fratrådt sin stilling.