Færdselsstyrelsen åbner i Ribe
Mandag den 1. februar 2016 indledes regeringens udflytning af statslige arbejdspladser for alvor, når Færdselsstyrelsen slår dørene op til sine nye lokaler i Ribe. Statsminister Lars Løkke Rasmussen og transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt forestår åbningen.

Når dørene slås op til Færdselsstyrelsens nye lokaler i Ribe mandag den 1. februar, markerer det samtidig den fysiske start på den udflytning af statslige arbejdspladser, som regeringen præsenterede i efteråret.
Den nye Færdselsstyrelse, der er en udløber af Trafik- og Byggestyrelsen, får i alt 70 medarbejdere, som skal beskæftige sig med bl.a. regulering af og tilsyn med færdsels- og bilområdet, administration af færdselslovens regler samt udarbejdelse af vejledninger og bekendtgørelser.
Transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt ser frem til åbningen:
- I dag slår vi dørene op til den nye Færdselsstyrelse, og jeg glæder mig til at kunne byde medarbejderne velkommen i styrelsens nye lokaler i Ribe.
- Det er en dag, som jeg har set frem til i lang tid, fordi vi nu tager første skridt i udflytningen af statslige arbejdspladser på Transport- og Bygningsministeriets område. Ministeriets styrelser og direktorater har jo i forvejen afdelinger over hele landet. Og i den kommende tid udflytter vi mere end 400 ekstra arbejdspladser.
- Det er jeg rigtig glad for. Lokale arbejdspladser har enorm betydning. Det er måske ikke noget, man tænker så meget over i København, men jeg kan garantere, at det er noget, man tænker over rundt omkring i landet, hvor man er helt afhængig af, at der skabes nye arbejdspladser i ens lokalsamfund.
- Nye arbejdspladser betyder vækst og udvikling – ja, de kan være hele forskellen på, om familier flytter til området, eller om de flytter fra.
- Derfor er regeringens plan med udflytning af statslige arbejdspladser så vigtig. Og derfor er jeg ekstra glad for, at jeg kan være med til at tage første skridt i realiseringen af planen med åbningen af Færdselsstyrelsen i Ribe i dag.
Åbningen fejres på Færdselsstyrelsens nye adresse, Amtsgården, Sorsigvej 35 i Ribe.
Program:
Kl. 13.00 Velkomst ved direktør Carsten Falk Hansen, Trafik- og Byggestyrelsen
Kl. 13.05 Åbningsord ved statsminister Lars Løkke Rasmussen
Kl. 13.15 Åbningsord ved transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt
Kl. 13.25 Velkomstord ved formanden for bestyrelsen i Ribe Handelsstandsforening Poul Anker Nielsen
Kl. 13.35 Rundvisning samt hilsen på nye medarbejdere
Kl. 14.00 Afslutning med forfriskninger
For yderligere information:
Pressechef Martin Østergaard-Nielsen, Transport- og Bygningsministeriet, tlf.: 21 29 07 33, e-mail: mon@trm.dk
Pressechef Kim Voigt Østrøm, Færdselsstyrelsen, tlf.: 41 78 04 59, e-mail: kivo@tbst.dk