Forligskreds gør klar til beslutning om Femern Bælt-forbindelsen i december
Forligskredsen bag Femern Bælt-forbindelsen har besluttet at lade Femern A/S undersøge forskellige handlemuligheder i den videre proces i forhold til de modtagne tilbud. Den har desuden bestilt ekstern kvalitetssikring.

Forligskredsen bag Femern Bælt-forbindelsen har i dag holdt møde for at drøfte nogle af de elementer, der indgår i den endelige beslutning om Femern Bælt-forbindelsen, som ventes truffet i december.
For at være klar til den beslutning har en enig forligskreds besluttet at iværksætte ekstern kvalitetssikring af Femern Bælt-projektets anlægsrisici og reserver. Kvalitetssikringen gennemføres i forlængelse af, at Femern A/S har fået de endelige tilbud fra entreprenørkonsortierne på at udføre de fire store anlægsentrepriser på Femern. Priserne er samlet set markant lavere end de foreløbige priser, som selskabet modtog i december 2014.
Kvalitetssikringen handler blandt andet om at klarlægge, hvad det er for risici, der lægges over på entreprenørerne, og hvilke risici Femern A/S hæfter for på vegne af staten.
Under mødet med forligskredsen orienterede Femern A/S samtidig om de forskellige muligheder for at udnytte de endelige tilbud på de fire store anlægsentrepriser på baggrund af en forsinket tysk myndighedsgodkendelse.
Vedståelsesfristen for de endelige tilbud udløber i maj 2016. Da den tyske myndighedsgodkendelse af sænketunnelen først forventes at foreligge i 2017, besluttede forligskredsen at bede Femern A/S om at undersøge forskellige muligheder for den videre proces, bl.a. en forlængelse af vedståelsesfristen og muligheden for at indgå en aftale, der er betinget af den tyske myndighedsgodkendelse.
Priserne, som Femern A/S har fået, er indtil videre fortrolige, da de fortsat evalueres af Femern A/S. Men de vil indgå i et samlet, opdateret anlægsbudget i den opdaterede finansielle analyse, som er under udarbejdelse, og som forventes offentliggjort i november 2015.