Grønne kommunale transportløsninger er en vigtig del af omstillingen

Ti kommuner har indgået en klimasamarbejdsaftale om grønnere kollektiv trafik. Regionerne og de resterende 88 kommuner bør gøre det samme, så landets busser bliver CO2-neutrale, og transportsektorens samlede CO2-udslip mindskes.

Information
quote

Omstillingen af de cirka 3.000 rutebusser vil betyde, at vi kan reducere vores samlede CO2-udslip fra transportsektoren med cirka én procent.

29. oktober 2020

Af Benny Engelbrecht, transportminister

I 1988 var ingen danskere i tvivl om, at vi kæmpede sammen. At vi havde det samme mål for øje. Holdånden vibrerede i luften, når vi hjemme i dagligstuen, på barer, i sportsklubber og idrætsforeninger stolt bakkede Rocazino og landsholdet op, når de sang »Én for alle - alle for én«. Vi var ikke bare en-to-tre eller 11 mand. Vi var en hel nation, der stod sammen.

Der er jo som bekendt ingen, der er større, end at de kan ligge ned.

Hvad skal vi så med en halvgammel fodboldanalogi i 2020? Vi skal bruge den til at fremme forståelsen af, hvor vigtigt det er, at vi arbejder sammen, hvis vi skal nå vores fælles mål. I dette tilfælde målet om at reducere vores samlede CO2-udslip med 70 procent frem mod 2030.

Alle skal bidrage. Alle skal tænke i grønnere, mere bæredygtige og genanvendelige baner, hvis vi skal lykkes med vores ambitiøse klimaplaner. Det gælder også lokalt, hvor man bedre end nogen ved, hvad der kan lade sig gøre inden for kommunegrænsen i forhold til at bidrage til at forbedre klimaet.

Derfor er jeg stolt af, at jeg på regeringens vegne før sommerferien indgik klimasamarbejdsaftaler om grøn kollektiv trafik med henholdsvis København, Aarhus, Aalborg, Odense, Vejle og Frederiksberg Kommune.

Klimasamarbejdet er ikke alene et udtryk for, at vi, regering og kommuner, arbejder aktivt sammen for at gøre en forskel på transportområdet. Samarbejdet betyder også, at vi får sat tidligere tiders ideer og visioner på papir og dermed forpligter os til at opfylde de klimamål, som er realiserbare - og som vil have en positiv effekt.

Grøn bustrafik

De seks kommuner forpligtede sig for eksempel til, at alle nye bybusser fra 2021 skal være nulemissionsbusser. Det betyder, at kommunerne får bybusser, som lydløst ruller hen foran busskuret. Og hvor man kan sætte sig ind på sædet og sætte sin mobiltelefon i ladestikket ved siden af. Det betyder, at vi erstatter den knap så lydfrie benzinmotor med et batteri, som ovenikøbet giver strømmen tilbage til sine passagerer - for eksempel gennem opladning af telefonen.

Og den omstilling vil uden tvivl gøre en forskel - ikke bare for den enkeltes bustur. De seks kommuner er sammenlagt ansvarlige for cirka 25 procent af den samlede kollektive rutebustrafik i Danmark. Det er altså med god grund, at de blev de fyrtårne, der skal inspirere resten af landet til at følge trop, til at indgå en klimasamarbejdsaftale.

Til at bidrage til at reducere CO2-udslippet lokalt - og dermed også nationalt.

Men det kan ikke lade sig gøre uden alle kommuners bidrag.

Det kan heller ikke lade sig gøre uden regionerne, som er ansvarlige for godt en tredjedel af den kollektive bustrafik.

Min ambition er, at størstedelen af alle nye busser i fremtiden skal være CO2-neutrale eller nulemissionsbusser. Det gælder både i kommuner og regioner.

De er nemlig vigtige for den grønne omstilling og for at udstikke en grøn retning, og den kan igen ikke lade sig gøre uden den politiske opbakning fra regeringens støttepartier, som jeg - både før og nu - har gode og konstruktive drøftelser med om netop den grønne omstilling af transportområdet.

Det glæder mig, at der er en fælles vilje på alle politiske niveauer til at kæmpe i røg og damp for Danmark. At der lokalt, regionalt og nationalt bliver taget initiativ. At der bliver foretaget ændringer i den måde, vi rejser og transporterer os selv, vores varer og gods rundt på. Og vi er kun lige begyndt.

Efter sommerferien kom Holbæk og Esbjerg Kommune med om bord. For nylig kom Helsingør og Gladsaxe Kommune også på listen. Det er positivt at mærke, at man i hele landet tager ansvaret på sig og selv kommer med gode og konstruktive løsningsforslag, der ikke alene kan lade sig gøre økonomisk, men som også flugter med den adfærd og det behov, som trafikanter og passagerer har lokalt.

De ti kommuner tjener til inspiration for hinanden - og forhåbentlig også for de 88 kommuner, jeg stadig mangler at indgå aftaler med.

I øjeblikket er der cirka 3.000 rutebusser, som kører på diesel.

Mange af dem skal i udbud de næste år. Hvis de bliver erstattet af elbusser, vil det svare til, at 65.000 benzin-eller dieselbiler bliver skiftet ud med elbiler.

65.000. Det er et imponerende tal, og som teknologien udvikler sig, så kan det endda blive en billigere løsning for kommunerne - og omstillingen af de cirka 3.000 rutebusser vil betyde, at vi kan reducere vores samlede CO2-udslip fra transportsektoren med cirka én procent. Det lyder måske ikke af alverden, men det er et stort skridt i den rigtige retning.

I Esbjerg Kommune har man haft 29 bybusser i udbud. Det viste sig, at kommunens udgifter ved at vælge elbusser frem for diesel stort set er ens.

Det er derfor ikke helt ligegyldigt, når jeg fremhæver omstillingen af bustrafikken som værende en vigtig faktor i den samlede omstilling af transportsektoren: For hvis man i Esbjerg kan omlægge bustrafikken til el uden at have betydelige merudgifter - for slet ikke at tale om gevinsten ved mindre støj og forurening - hvad kan man så ikke lykkes med i andre kommuner? Hvor langt kan vi så ikke komme med den samlede omstilling af transportområdet?.

Alle skal hjælpe

Det er min klare ambition, at alle 98 kommuner skal indgå en klimasamarbejdsaftale. Lige fra Fanø til Bornholm. Fra Frederikshavn til Guldborgsund.

Alle kommuner kan bidrage til at forbedre vores klima, og det er nødvendigt, hvis vi skal have reduceret vores samlede CO2-udslip med 70 procent.

Det samme gælder for regionerne.

Derfor håber jeg også, at jeg kan indgå ambitiøse grønne aftaler med landets regioner. For det betyder noget, når du og jeg begynder at ændre den måde, vi lever, bor og transporterer os på, fordi vi er opmærksomme på, at vores valg og adfærd har en betydning for vores personlige klimaaftryk - og for den måde vi kan inspirere andre til at gøre en positiv forskel.

Derfor tillader jeg mig også i genanvendelighedens ånd at genbruge slagsangen fra 1988 som et symbol på, at hvis der er noget, vi er gode til herhjemme, så er det at stå sammen, når det gælder - og bruge alle muligheder og kompetencer på banen, i stedet for at vi står i hvert vores hjørne og dribler rundt i forskellige formationer. Det er ikke en kamp, nogen gider at se - og det er ikke en kamp, vi vil vinde.

Vi når kun vores mål, hvis vi bringer alle spillere i spil, så at sige. Det er derfor, den lokale indsats er vigtig. Det er den ikke mindst, fordi det er den, de fleste vil lægge mærke til i hverdagen.

Et naturligt grønt valg

Håbet er, at når man i fremtiden går gennem byen, vil man heller ikke længere opleve den samme grad af udstødningsrøg og bilos, som vi ellers har været vant til. Det er nemlig ikke kun busserne, der er blevet eldrevne.

Mange personbiler og taxier vil i de kommende år blive erstattet med el-eller nulemissionsbiler.

Det er forventningen, at vi, der bor uden for bygrænserne, vil opleve den samme udvikling, når rutebilen eller flexbussen kører forbi.

Når landets kommuner omstiller deres busser til nulemission, sender de et stærkt signal - også til de unge, som fremover kan vælge mellem familiens bil eller en ny klimavenlig bus, når de skal til og fra ungdomsuddannelserne.

Det er mit håb, at mange af dem vil vælge den kollektive trafik og dermed bidrage til den grønne omstilling.

Heldigvis er de fleste i Folketinget enige om, at Danmark skal være et land, hvor det klimavenlige, bæredygtige og genanvendelige skal være en naturlig del af vores hverdag, arbejdsliv, transportvaner og levemåder.

Til gavn for vores helbred, vores natur og vores land - og til inspiration for resten af verden.

Det vil dog kun lykkes, hvis vi stiller med den bedste startopstilling fra begyndelsen. I dette tilfælde er det ikke ti, men alle 98 kommuner.