Fremtidens tog kan køre på batteri

Sjællandske og Frederiksborg Amts Avis

28. februar 2020

Af transportminister Benny Engelbrecht (S)

» Hvor kommer man batterierne i? « . Det spørger Grunk om, da han i de populære film om ' Krummerne' fra 1990' erne får en træfigur i gave. Børn var allerede dengang vant til, at legetøjet var elektrisk, og at der ofte skulle strøm til, før man kunne slippe fantasien løs. Den teknologiske udvikling har sat sit præg på vores køkkener, arbejdspladser og adfærd, og det giver stof til eftertanke for mig som transportminister.

For hvordan kan vi bedst muligt bruge teknologien til at optimere vores transportsektor -og måske endda samtidig gøre den mere klimavenlig? Det giver god mening, når vi ser på passagertal og samfundsøkonomi at elektrifi-cere de store jernbaneårer.

Det er vi allerede i fuld gang med. Det er dog ikke nødvendigvis ud fra et økonomisk perspektiv en tilsvarende god idé også at elektrificere alle de små og mellemstore vener, som forgrener sig ud i resten af landet. Det er togtrafikken i de områder ikke stor nok til. Lokalbanerne er dog fortsat vigtige, og derfor er det væsentligt, at de ikke halter bagefter, når vi moderniserer hovednettet -men hvis det ikke er økonomisk forsvarligt at elektrificere de lokale jernbanestrækninger, kan vi så gøre togene grønnere? Det kan vi. Vi skal have fat i batteriet fra barndommen, der puster nyt liv i legetøjet.

Batteritoget er en transportform, der er i rivende udvikling, og som er meget interessant at følge. Dels fordi det giver os nogle nye muligheder for at modernisere selv de mindre jernbanestrækninger, og dels fordi det bidrager til at forbedre vores miljø og klima.

Derfor har jeg aftalt med regionrådsformændene fra Region Hovedstaden, Sjælland og Midtjylland, at vi afprøver batteritog på blandt andet strækningen mellem Helsingør og Hillerød. Leverandørerne får mulighed for på skift at prøvekøre strækningen i sidste halvdel af 2020 og første halvdel af 2021. Min forhåbning er, at vi fra midten af 2020' erne har batteritog i vores daglige togtrafik i Danmark.

Det ville nemlig være optimalt, hvis vi kunne udnytte den teknologiske udvikling til at styrke jernbanen endnu mere, så den ikke alene blev et attraktivt og driftssikkert tilbud, men også en grønnere mulighed for at rejse mellem byer og landsdele -for ligesom med alt andet i Grunks verden, så er det muligt at komme batterier i det meste i dag. Også i tog.