Fortsat behov for forbindelse

Nordjyske Stiftstidende

10. september 2019

Af Benny Engelbrecht, transportminister (S)

LIMFJORD: Venstres folketingsmedlem Marie Bjerre spørger mig (6.9.), om jeg ikke mener, at Nordjylland har ventet længe nok på en 3. Limfjordsforbindelse.

Det spørgsmål bør hun vel egentlig stille sig selv, for det er noget, hun kan takke sit eget parti for.

Den tidligere regering valgte nemlig at indgå en meget smal investeringsplan for fremtidens infrastruktur kort før lukketid inden Folketingsvalget, hvor kun Dansk Folkeparti var inviteret med.

Og her - få måneder efter valget - kan jeg konstatere, at Venstre selv har trukket stikket på den tidligere regerings investeringsplan ved at melde ud, at partiet ikke længere vil prioritere Ring 5-motorvejen. Situationen er altså den, at der ikke længere er flertal for planen. Og det er den risiko, man løber, når man indgår smalle politiske aftaler.

Det er også derfor, jeg ønsker at indgå en så bred infrastrukturaftale som muligt, hvilket også var formålet med vores eget trafikudspil fra før valget. Og i den forbindelse vil det være naturligt, at vi også drøfter en 3. Limfjordsforbindelse.

For selvom en international ekspertgruppe for nyligt har skabt ro og tryghed omkring Limfjordstunnelen ved at slå fast, at den overordnet set har det fint, så ændrer det ikke på behovet for en 3. Limfjordsforbindelse.

Jeg ser meget frem til de kommende forhandlinger om en ny infrastrukturaftale og glæder mig over den konstruktive tilgang, som jeg har bemærket fra Venstres transportordfører, der på et samråd har udtalt: " Nu er valget overstået, og nu skal vi så se, om vi kan finde hinanden i en bred aftale, og det er vi da opsat på fra Venstres side." Det, synes jeg, er meget positivt.

Og det synes jeg, at Marie Bjerre bør lytte til. For vores fælles infrastruktur bør ikke være en politisk kampplads.

Det er erhvervslivet, pendlerne og alle andre trafikanter, der hver dag sidder fast i trafikken, altså for vigtige til.